Målgrupper

Hvem kan få angstvejledning?

Hos mig er det ikke nødvendigt, at du eller dit barn har været igennem et udredningsforløb i psykiatrien eller har fået stillet en angstdiagnose. Tværtimod, så henvender min angstvejledning sig (også) til de børn og unge, som måske står på kanten til en udredning og hvor man tidsnok kan nå at arbejde med de oplevede sårbarheder, før de bliver til en reel diagnose. CoolKids/Chilled bliver også tilbudt kommunalt, men ofte som gruppeforløb. Hos mig kan du eller dit barn få individuelle forløb, hvis du/I tænker, at I kan få større udbytte af det. 

Jeg tilbyder angstvejledning til børn, unge og forældre, som oplever, at angst eller angstlignende sårbarheder begrænser hverdagen. Det kan blandt andet komme til udtryk ved:

  • undgåelse af bestemte situationer, steder eller aktiviteter

  • et stort behov for kontrol, forudsigelighed eller sikkerhed

  • katastrofetanker og mange bekymringer

  • store følelsesmæssige udsving

  • lav tro på egne evner eller vanskeligheder ved at stole på sig selv

  • fysiske symptomer som ondt i maven, hovedpine, kvalme eller generelt ubehag i kroppen, som ikke kan forklares fysiologisk

  • vanskeligheder ved at deltage i skole, fritidsaktiviteter eller sociale fællesskaber på grund af angst eller bekymring.

Angst kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og det kan være vanskeligt på forhånd at afgøre, hvem der vil have gavn af angstvejledning. Derfor tager jeg altid udgangspunkt i det enkelte barn eller den enkelte unge og den konkrete hverdag, som barnet eller den unge står i.

Børn og unge med særlige forudsætninger

Autisme og ADHD

Jeg modtager gerne børn og unge med autisme og/eller ADHD. Jeg har mange års erfaring med målgruppen og tilpasser vejledningen til det enkelte barns eller den enkelte unges forudsætninger, dagsform og muligheder for at deltage.

For mig er det afgørende, at barnet eller den unge oplever ejerskab over forløbet og er motiveret for at deltage. Derfor lægger jeg vægt på, at barnet eller den unge selv har sagt ja til vejledningen og oplever, at den giver mening.

Bemærk, at der med denne målgruppe, må forventes, at angstvejledningen kan strække sig over flere gange end de 10 gange, som er anbefalet af CoolKids/Chilled-programmet.

Kognitive udfordringer

Børn og unge med moderate eller svære kognitive udfordringer kan have forskellige forudsætninger for at få udbytte af et angstvejledningsforløb. Ved en samlet HIK på under 60 foretager jeg derfor altid en individuel vurdering af, om angstvejledning er den rette indsats, og hvordan den i givet fald kan tilrettelægges. Bemærk, at der med denne målgruppe, må forventes, at angstvejledningen kan strække sig over flere gange end de 10 gange, som er anbefalet af CoolKids/Chilled-programmet

Andre psykiske vanskeligheder

Jeg oplever ofte, at børn og unge med angst også kan have andre psykiske sårbarheder med sig, som følge af angsten. Det kan være depression eller forskellige adfærdsforstyrrelser. Så længe angsten er den grundlæggende problemstilling, kan barnet/den unge få udbytte af CoolKids/Chilled-programmet, men det må forventes, at angstvejledningen kan strække sig over flere gange end de 10 gange, som er anbefalet af CoolKids/Chilled-programmet. Der er tilfælde af, at børn og unge med flere forskellige psykiske sårbarheder, som kommer sig af angsten (fx depression), har så stor gavn af programmet, at symptomer på fx depression også formindskes. 

Ved børn og unge med eksempelvis spiseforstyrrelser, skizofreni, psykotiske tilstande eller personlighedsforstyrrelser foretager jeg ligeledes en individuel vurdering af, om angstvejledning er relevant og tilstrækkelig.

Angstvejledning er ikke behandling, men forebyggelse - inden du eller dit barn får brug for behandling

Jeg er ikke psykolog og tilbyder ikke psykologisk eller psykiatrisk behandling. Min indsats er vejledning med fokus på at forstå og håndtere angst samt arbejde med de tanker, handlemønstre og undgåelser, der kan være med til at fastholde angsten. Jeg er uddannet lærer, har en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi og efteruddannelse i angstprogrammerne Cool Kids/Chilled.

Hvis jeg vurderer, at der er behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling, eller at et tættere samarbejde med psykiatri eller psykolog vil være relevant, vil jeg anbefale dette og kan i den forbindelse henvise videre.

Referencer

Breinholst, Sonja, og Barbara Hoff Esbjørn. Kort & godt om børn & angst. 1. udgave., Dansk Psykologisk Forlag, 2022.

Sørensen, M. J. (2024, 30. januar). Angstlidelser hos børn og unge. Lægehåndbogen. Sundhed.dk.

Rapee R.M., Lyneham H.J., Hudson J.L., Wuthrich V.M., Kangas, M., Schniering C.A. & Signal, A. (2019). Cool Kids Anxiety Program, 2nd Edition. Centre for Emotional Health, Macquarie University: Sidney

World Health Organization. (2019). International statistical classification of diseases and related health problems (10th rev., 6th ed.). ICD-10 online